Sådan genfinder du begejstringen for din ensformige hverdag

Hverdagen har et problem. Den er gabende forudsigelig, og indimellem eksploderer du i kedsomhed. Derfor laver du om på den – skifter job, kæreste eller hjem – for at kunne trække vejret igen. Så havner du snart i en ny hverdag, der er lige så forudsigelig som den gamle. Og sådan kan du blive ved. Men der findes en måde, du kan tage kvælertag på kedsomheden – jeg ved det, fordi kedsomheden for nogle år siden næsten lykkedes med at tage kvælertag på mig.
På mit arbejde har jeg lavet den samme 2-timers præsentation mere end 5.000 gange. Det vil sige, at jeg har brugt 10.000 timer af mit liv på at fortælle den samme historie om vores virksomhed og dens produkter overfor kunder. Nogle af mine præsentationer foregår i udlandet. Nogle foregår på engelsk. Men den grundlæggende historie er den samme i præsentation nr. 427 som i præsentation nr. 4.997.
Da jeg begyndte at lave præsentationer, oplevede jeg, hvor dræbende en arbejdsrutine kan føles. Jeg stod fx på verdens største elektronikmesse i Las Vegas og fortalte det samme 9 dage i træk.
Jeg lavede præsentationer 4 dage i London, 3 dage i Frankfurt, 6 dage i Hong Kong, 4 dage i Moskva, og jeg arbejdede samtidig i weekenderne og om aftenen.
Folk spørger ofte, om det ikke er ufattelig kedeligt at gøre det samme igen og igen. Andre synes, at det lyder spændende at arbejde under fremmede himmelstrøg.
Mit svar er, at mit arbejde er en rutine som alle andre. Den bliver kedelig, hvis du automatiserer den og bare venter på at blive færdig, så du kan komme hjem.
Det var netop, hvad der skete for mig.

Hverdagen blev et mareridt

For nogle år siden fik jeg sværere og sværere ved at sætte mig op til mit arbejde:
Jeg mødte på jobbet så sent som muligt. Jeg gennemgik dagens opgave i sidste øjeblik. Jeg syntes, at mine kolleger gik op i åndssvage ting, og jeg var gnaven og indadvendt.
Hvis noget gik dårligt, var det fordi, kollegerne ikke forstod situationen og generelt var talentløse. Kundernes spørgsmål var irriterende, og jeg glædede mig ikke længere til at gå på arbejde.
Igennem et par måneder blev det mere og mere surt, og højsæsonen var ikke engang begyndt. Min sindsstemning påvirkede det, som jeg burde være allerbedst til: at give en præsentation. Jeg endte nemlig med at fornærme i stedet for at engagere folk under en af mine præsentationer.

Hvordan innovation og tilfældigheder hænger sammen

Et af højdepunkterne i min præsentation handler om innovation og tilværelsens tilfældigheder.
Jeg spørger ud i lokalet: “Ræk hånden op, hvis du har en uddannelse.” Ret mange rækker hånden op, og jeg spørger videre: “Ræk hånden op, hvis du har et arbejde.” Og jeg fortsætter: “Ræk hånden op, hvis du har mødt dit livs kærlighed. Ræk hånden op, hvis du har en bolig.”
De fleste rækker hånden op efter hvert spørgsmål.
Involveringen af tilhørerne har den pointe, at vi alle erkender, at noget af det mest værdifulde i tilværelsen (vores uddannelse, job, bolig, livsledsager) mere eller mindre kommer til os ved tilfældigheder.
Og at vi skal huske at have plads i hovedet og i kalenderen, så tilfældige begivenheder kan ske, og nye mirakler kan opstå.
Når folk har rakt hånden op, er det derfor særdeles vigtigt, at jeg får pointen med livets tilfældigheder tydeligt frem bagefter.
Ellers er det meningsløst at spørge.
Jeg følger dette afsnit af min præsentation op med en erkendelse af, at innovation også opstår tilfældigt i en virksomhed på samme måde som værdifulde begivenheder i vores tilværelse – blive færdiguddannet, købe et hus, blive gift.
En virksomhed kan derfor ikke bare beslutte sig for at være innovativ og storslået.
Så ville alle virksomheder jo bare gøre det.
I min mareridts-periode glemte jeg engang at fortælle pointen med, at jeg spurgte ind til folks ægteskabelige forhold, jobsituation osv.
Jeg sprang direkte videre til at snakke om innovation. Uden at runde spørgsmålene af med konklusionen om livets tilfældigheder, som ellers virker så godt, fordi der opstår en fornemmelse af enighed og tankefulde smil i rummet.
Nogle af tilhørerne fandt derfor denne snagen i deres privatliv fornærmende. De følte sig personligt udleveret og lyttede ikke aktivt til resten af mit indlæg.
Jeg opdagede alt for sent, at det, der skulle have været en aha-oplevelse, i stedet føltes som en krænkelse.
Det blev vendepunktet.
Jeg måtte væk fra min stime af dårlige dage og dårlige oplevelser.
Det gik op for mig, at jeg måtte genfinde begejstringen ved at arbejde.

En film blev åbenbaringen

En dag støder jeg (ved et tilfælde) på komedien Groundhog Day med Bill Murray og Andie Macdowell. På dansk hedder den: En ny dag truer.
Filmen handler om en stjernevært fra TV, der er sendt ud på en rutineopgave, som han føler sig voldsomt overkvalificeret til.
Han skal dække en årligt tilbagevendende begivenhed i en lille flække, hvor traditionen er, at hele byen samles for at se et murmeldyr komme ud af en kasse. Dermed kan de forudsige, hvor lang vinteren bliver.
TV-stjernen føler sig for alt for betydningsfuld til sådan en banal opgave. Han er ubehøvlet overfor sine kolleger, arrogant overfor andre mennesker, og hans indstilling er, at opgaven skal overstås hurtigst muligt.
I filmen bliver han straffet for sin egoistiske indstilling på den mest uventede måde: Tiden spoles tilbage hver aften, når han går i seng.
Han vågner op til den samme dag en gang til.
Det er Groundhog Day igen.

Hver dag er den samme igen og igen

Hver morgen kl. 5:59 bliver han vækket af clockradioen, der spiller den samme melodi. Han gennemlever den samme dag – ikke 5-7 gange, men hundredvis af gange, med al den dræbende rutine, kedsomhed, vrede, frustration og håbløshed, der følger af at opleve det samme om og om igen.
Han begår til sidst selvmord (adskillige gange) for blot at vågne op næste morgen til den samme dag.
Han betror sig på et tidspunkt til den kvindelige producer og fortæller hende om sin skæbne. Han siger til hende: “Det er en forbandelse.”
Hun svarer uventet: “Det er måske ikke en forbandelse.”

Men hvad er det så?

Her vender filmen 180 grader.
Hvad hvis gentagelser og rutine ikke er en forbandelse? Og hvis det ikke er en forbandelse, hvad er det så?
En gave, måske?
Hvad hvis rutinen gav overskud til at se magien i hverdagen?
Bill Murray vender i filmen sit indgående kendskab til Groundhog Day til sin fordel og prøver at skabe en bedre dag.
Og verden smiler tilbage til ham, som den aldrig før har gjort.
Jeg blev inspireret af Bill Murrays mission i filmen.

En ny verden åbnede sig

Jeg prøvede at få øje på og udnytte nuancer i min hverdag, jeg ikke før havde lagt mærke til. Fordi jeg kendte hverdagen så godt, at jeg kunne udnytte forudsigeligheden til at gøre den bedre.
I stedet for at bruge rutinen til at glemme pointer i min præsentation blev jeg i stedet ekstra opmærksom på dem og fandt frem til nogle flere.
Kollegernes samtaleemner blev relevante, selvom de ikke handlede om noget, der var interessant for mig lige nu. Kundernes spørgsmål blev vigtige at give gode svar på, selvom de ikke var nye for mig.
Og præcis som i filmen blev hverdagen meget bedre.

Jeg gik et skridt videre

I stedet for at insistere på at have mit eget rum, hvor jeg kunne dyrke mig selv, lukkede jeg bogstaveligt talt døren op og oplevede nu at få langt mere samvær med andre.
Jeg inviterede folk til at deltage i mit arbejde gennem min blog.
Frem for at være en tavs fan skrev jeg til mine forbilleder og takkede dem for deres gode arbejde. Nogle fik endda en gave.
Jeg inviterede spændende mennesker hjem i stuen for at holde foredrag.
Alt sammen for at undgå at blive lullet i søvn af hverdagen og i stedet bruge overskuddet fra velkendte arbejdsrutiner til at udfordre hverdagen og give den fornyet indhold.

Lad være med at vente

Udfordringen med hverdagen er ikke alle dens velkendte rutiner.
Det er derimod at få øje på, at rutinerne gør tilværelsen så meget lettere, at de giver luft til mere indhold i hverdagen.
Rutinerne er gode.
De skaber tid.
Rutiner bliver kun et helvede, når tiden bliver til ventetid.
Hvor vi bare venter på:
* at klokken bliver 16.00, så vi kan komme hjem
* at det bliver torsdag, så vi kan komme til badminton
* at det bliver weekend, så vi kan komme i byen
* at det bliver sommer, så vi kan komme til Thailand
* at vi bliver pensionerede, så vi kan lave det, vi har lyst til.
Jeg kan ikke undgå rutinen og gentagelsen i min hverdag. Jeg kommer også til at holde præsentation nummer 5.001.
Men jeg bestemmer selv, hvordan jeg forholder mig til  den rutine.
Det fantastiske ved at få øjnene op for rutinens værdi er, at selv en dårlig dag ikke gør så meget.
Vi får jo en ny chance i morgen.

Nu kunne det være sjovt at høre fra dig

Hvilke hverdagsrutiner får dine kæber til at knirke sig selv af led?
Fortæl mig om det i kommentarfeltet, så kan det være, vi sammen kan finde en måde at bringe begejstring ind i rutinen.

Skriv dig op og få et særtilbud på min bog om brugerinddragelse, når den udkommer

I mellemtiden underholder jeg, her på bloggen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen