Vil du høre en sand historie med en fantastisk lærdom om kreativitet?

I januar 1975, skriver den kun 17-årige Vera Brandes verdenshistorie.

Hun vil for altid huske sætningen: ”Never forget …. only for you”, som jeg vender tilbage til om et øjeblik.

Vera Brandes er tysk. Dengang i 1975 er det lykkedes hende, at overbevise byens operahus om, at de skal holde en jazz-koncert.

Men det er ikke alt

Hun har lokket den berømte amerikanske pianist Keith Jarrett til at spille den aften.

Det er stadig ikke alt.

Hun har solgt 1.500 billetter og koncerten er udsolgt.

Nu står hun på scenen bag tæppet med pianisten og hans manager. Publikum er ved at finde deres pladser, men pianisten går hvileløst rundt om flyglet.

Han klimter lidt på nogle af tangenterne og går rundt om flyglet igen.

Han klimter på nogle andre tangenter, hvisker noget til manageren og forlader scenen.

Manageren henvender sig til den unge Vera og fortæller, at det er det forkerte flygel.

Personalet har misforstået noget og stillet et alt for lille og tilmed defekt flygel på scenen.

De høje toner lyder hæsligt, de dybe toner mangler energi, pedalerne virker ikke og flyglet er alt for lille til at spille den store sal op.

Og flyglet er ikke stemt.

Find et andet flygel, lyder beskeden

Keith Jarrett kan ikke spille sin musik på det her flygel.

Vera får pludselig travlt. Hun kan finde en klaverstemmer, men ikke et flygel.

De sidste publikummer finder deres pladser, mens klaverstemmeren får de værste af tangenterne til at lyde nogenlunde.

Nu bliver lyset dæmpet. De grønne lamper ved nødudgangene lyser op. Publikum er tavs.

Men Keith Jarrett sidder i sin bil.

De foregående nætter har han sovet elendigt. Tiltagende problemer med ryggen gør det umuligt at finde ro, og i dag er han kørt gennem Tyskland, for at spille denne koncert.

Han nægter at spille

Vera Brandes står i regnen udenfor bilen og beder ham indtrængende: Lad være med at aflyse.

Han ruller vinduet et par centimeter ned, og siger gennem sprækken: ”Never forget …. only for you”.

Og går alligevel på scenen.

Fra første sekund står det klart, at det er en magisk aften

De første toner hænger vibrerende i luften.

Keith Jarrett undgår de høje toner, der lyder så hæsligt.

Han spiller kun på tangenterne i midten.

Han improviserer, for det lille flygel kan ikke spille den musik, han er så berømt for.

De dybe toner når ikke ud i salen, så han må trykke ekstra hårdt på tangenterne.

Han finder nogle få toner, der lyder godt. Gentager dem, igen og igen.

Rejser sig, for at tæve musikken ud af instrumentet.

Hurtigere og hurtigere går det. I en sær balance mellem det fine og det vilde.

Publikum elskede det … og publikum elsker det stadig, for Vera Brandes indspiller koncerten.

Det efterfølgende album er den bedst sælgende solo-jazz-udgivelse nogensinde.

Det er historiens mest succesfulde pianoalbum.

The Köln Concert er verdens mest berømte pianokoncert.

Hvad fanden er lærdommen, kan du spørge?

Jo. Hvis Keith Jarrett havde fulgt sin første indskydelse – at aflyse koncerten – havde The Köln Concert aldrig eksisteret.

Han valgte at spille udenom de tangenter, der ikke fungerede og fik det bedste ud af situationen.

Han ventede (med andre ord) ikke på den perfekte dag, hvor alt er godt og helt i orden.

Han fik i stedet noget godt ud af sin frustration.

Og det er lærdommen: At vi må spille på det klaver, vi nu engang har ?

Hør The Köln Concert her:

https://youtu.be/T_IW1wLZhzE

 

 

Skriv dig op og få et særtilbud på min bog om brugerinddragelse, når den udkommer

I mellemtiden underholder jeg, her på bloggen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *