Sådan udvikler du idéer, du vinder priser for

Det er ikke for at prale, men mit firma har bygget årets bedste højttaler.
Den fine pris har fået nogen til at kalde mig innovativ, og folk spørger: ”Hvor får du dog dine idéer fra, Ole?” Det bliver jeg mægtig smigret af.

Men sandheden er, at jeg aldrig har prøvet at vågne om natten af en tændt lampe inde i hovedet for at skrige til min kat Velcro: ”Nu ved jeg det! Det er SÅDAN her, højttaleren skal se ud!”

Sandheden er derimod, at jeg har en maskine, der hjælper mig til at få nye idéer. Den kan også hjælpe dig. Men inden du lærer at bruge den, skal vi forbi den største årsag til, at folk ikke får nye idéer, og hvad konsekvensen er:

 

Din kæphest gør dig blind

 

Den franske forfatter André Gide sagde: ”Tro på dem, der søger sandheden. Tvivl på dem, der har fundet den.”

Det handler om kæpheste. De gør intet godt for dig eller din nye idé.

Du kender situationen. Du træder ind i et rum og mærker straks, hvis der sidder en eksplosionsparat person i rummet med hovedet fuld af kæpheste: Børneopdragelse. Kønsroller. Religion. Politik. You name it.

Sådan en aften risikerer at dreje sig alene om denne persons udgave af virkeligheden.

Kæphesten er en linse, du betragter verden igennem. Den forhindrer dig i at se verden, som den er.

Tro på, at dit budskab brænder igennem, selvom du ikke har en kæphest. Den har det nemlig med at fylde uforholdsmæssigt meget.

Og du får aldrig en ny idé, når du holder fast i den gamle.

Så begynd med at dræbe din kæphest. Ellers risikerer du at begå samme fejl som 75 procent af alle mennesker i verden – deriblandt danske virksomheder.

 

Du nusser (for meget) rundt i din egen verden

 

I min branche er kæphesten en slags Kloge-Åge-mentalitet, hvor virksomhederne ved alting bedre end alle andre.

I en verden, hvor stort set al viden er frit tilgængelig, mener mange stadig, at netop de er i besiddelse af en hemmelig opskrift på et-eller-andet, som gør dem særligt udvalgte.

En hemmelig opskrift, der får virksomhederne til at lukke sig om sig selv.

Folk i branchen havde derfor ikke meget til overs for min idé, da jeg åbnede dørene og inviterede enhver til at deltage i et åbent projekt, hvor vi skulle udvikle en højttaler.

Vi gjorde helt konkret det, at vi åbnede en blog på fagmagasinet Ingeniørens hjemmeside og inviterede læserne (Danmarks skarpeste hjerner) til at være med.

Tanken var, at dele hele udviklingsarbejdet i bloggens offentlige univers, så læserne kunne følge med og komme med idéer.

De blev også inviteret til at deltage i arbejdet, stille kritiske spørgsmål og i det hele taget bidrage til det faglige fællesskab, hvor alle erfaringer blev delt i åbenhed på bloggen.

Folk i branchen mente, at åbenheden ville få idéer til at flyde væk. Jeg mente, at den ville invitere ny viden til at komme ind.

Bloggen vandt Bordingprisen for digitale medier, og nu har fagpressen kåret projektets højttaler til Årets Bedste.

Der er ingen tvivl om, at opgøret med kæphesten vandt over Kloge-Ågerne til sidst.

Byg en idégenerator

 

Du tænker måske: ”Nu kan vi jo ikke alle sammen udvikle prisvindende højttalere på den måde, Ole, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg overhovedet får en god idé?”

Løsningen er en maskine, jeg kalder idégeneratoren.

Den virker sådan her:

Idéer er ret enkle. De er bygget af ganske få elementer.

Lad os sige, at du vil skabe en idé til et socialt arrangement, som ingen har set før.

Alt, hvad du har brug for at vide, er, at et socialt arrangement kun består af 3 ingredienser:

·      Indholdet (det, I foretager jer)

·      Stedet (der, hvor I gør det)

·      Deltagerne (dem, der er med)

Mere er der ikke. Der findes ikke flere ingredienser i et socialt arrangement.

Forestil dig nu idégeneratoren som en enarmet tyveknægt – ligesom på illustrationen til denne artikel. Hjulet til venstre viser forskellige typer indhold. Hjulet i midten viser forskellige steder, og hjulet til højre viser forskellige typer deltagere.

 

Nu fylder du idégeneratoren op

 

Først tænker du over indholdet, altså begivenheder, du elsker. Lad os sige, du godt kan lide: foredrag, koncerter, konkurrencer og kagebagning.

Det er nu indholdet i det venstre hjul på idégeneratoren.

Derefter skriver du navnene ned på alle de steder, du har adgang til. Det kan være: en skov, haven, din stue, kantinen på arbejdet osv. Stederne udgør nu idégeneratorens midterste hjul.

Den sidste ingrediens er deltagerne, altså dine forskellige kontakter. Det kan være venner, familie, kollegaer og gutterne fra badmintonklubben. Alle de forskellige slags deltagere udgør nu idégeneratorens højre hjul.

Nu trækker du i idégeneratorens virtuelle håndtag og sammensætter indhold, steder og deltagere på alle tænkelige måder, til du synes, at her er en jackpot.

 

Hjulene drejer og viser dig indhold, steder og deltagere i alle mulige kombinationer:

·      Foredrag i stuen med gutterne fra badmintonklubben

·      Konkurrencer i skoven med familien

·      Kagebagning i haven med vennerne

·      Koncert i kantinen med kollegaerne.

 

Du fanger pointen. Der er masser af kombinationsmuligheder, og nogle af dem giver mere længsel i blikket end andre.

Men pludselig står du med 3 på stribe, der matcher hinanden. Du kan simpelthen mærke det.

Sådan havde jeg det, da jeg stod med de 3 kombinationsmuligheder, der hed :

 

Afprøvning af højttalere på fabrikken med musikelskere

eller

Forslag til nyt design via internettet blandt design-interesserede.

 

Det hænder, at folk kalder det innovativt, når jeg arrangerer foredrag i stuenplademesse på højttalerfabrikken og undervisning af skolebørn på jobbet.

Men disse idéer er blot opstået ved, at jeg har drejet på min idégenerator.

 

Hvad tænker du?

 

Nu ved du, at det ikke kræver en særlig knitren i fingerspidserne eller kulørte lamper i hjernen at få nye idéer.

Det kræver, at du begraver din kæphest ude i baghaven og i stedet tør udfordre det, du tror, du ved om dit felt.

Brug idégeneratoren til at sammensætte dine egne tanker på nye måder.

Det værste, der kan ske, er, at du bliver kaldt innovativ og får en pris for den idé, generatoren spytter ud til dig.

Lad mig nu spørge: Hvilken idé tænder dig mest?

Skriv dig op og få et særtilbud på min bog om brugerinddragelse, når den udkommer

I mellemtiden underholder jeg, her på bloggen

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *